Byrundtur i Varde
Varde Torv
Varde er en gammel smuk by, hvis alder kan spores tilbage til middelalderen. Byen har mange gamle, velbevarede bygninger, hvoraf en del ligger på Torvet. Hos Varde Turistinformation, Skansen 4, kan du hente folderen ”Til fods i Varde” – en historisk rundtur i Varde.
Sct. Jacobi Kirke
På Torvet ligger også Varde Kirke. Det formodes, at kirken er bygget omkring 11-1200-tallet. Kirken er rigt udsmykket med en døbefont af jern og bronze fra 1437, medens altertavle og prædikestol er fra 1600-tallet.
Varde Museum
På Kirkepladsen ved Torvet, i den gamle Sct. Jacobi Skole, ligger Varde Museum. Museet har en spændende udstilling med kunstnerens Otto Frellos malerier, der er en finurlig blanding af virkelighed og fantasi.
Varde å
Kun få meter fra Torvet ligger Varde Å, der i tidligere tider har haft stor betydning for byens handel og udvikling. Tag en dejlig spadseretur og oplev miljøet omkring åen.
Varde Miniby
Varde Miniby er en miniatureudgave af Varde, som byen så ud i 1860. Byen er genskabt i størrelsesforholdet 1:10. Minibyen har en smuk beliggenhed i Arnbjerganlægget.
