Natur- & Kulturtur - også for børn
Nymindegab Museum
Nymindegab Museum fortæller om, hvordan folk på vestkysten levede for 100 år siden. Museet kan desuden imponere med et hvalhus, som indeholder et skelet fra en 12 meter lang kaskelothval.
Skinnecykling
På den gamle jernbanestrækning mellem Nr. Nebel og Nymindegab kan man leje skinnecykler og få en fantastisk naturoplevelse sammen med familie og venner. Midt på strækningen er der en dejlig grillhytte, hvor man kan grille og spise sin medbragte mad. Skinnecykler bookes hos Nr. Nebel minimarked.
Blåbjerg
I Blåbjerg Plantage ligger det blå bjerg, som med sine 64 meter er Danmarks højeste klit. Fra toppen har man en dejlig udsigt over havet og det ellers flade Vestjylland. I selve plantagen er der afmærkede stier og mange muligheder for aktivt at opleve den skønne natur – enten til fods, på hesteryg eller på mountainbike.
Henne Strand
Gå en tur langs stranden ved Henne Strand og saml strandskaller eller smukke sten – hvis du er heldig, finder du måske et stykke rav. Forkæl jer selv med en is eller en kop kaffe i den livlige badeby.
