Windsurfing

Har man vind og vand kan man surfe - og den kombination findes mange steder i Vestjylland.

Ringkøbing Fjord er noget ganske særligt, når vi taler windsurfing. Med rigelig vind og alligevel tilstrækkeligt roligt vand og lav dybde - altså optimale betingelser for både begyndere og øvede.

Tusindvis af surfentusiaster valfarter hertil år efter år, hvor områder som Klitmøller, Rømø og Blåvand er yndede udflugtsmål for mange surfere.

Hvis du endnu ikke har prøvet at stå til søs på et surfbræt, er der mulighed for at lære det ét af surfcentrene ved Ringkøbing Fjord og langs den jyske vestkyst. Selv på en meget kort ferie er det muligt at få lejlighed til at prøve at windsurfe - og oven i købet lære det!

Windsurfing er den perfekte kombination af frisk luft, vand, sport, spænding og sjov.

Herunder listes en række surfområder, hvor du kan prøve kræfter med vind, vand og bræt.

Bork Havn

Bork Havn ligger i bunden af Ringkøbing Fjord, og er specielt eftertragtet af familier, da surfområdet ligger i en lagune, så børnene sikkert kan boltre sig på vandet. Tæt på surfstranden er den hyggelige indkøbsgade Bryggen, hvor også surfbutikken med skole og udlejning befinder sig.

Skaven

Skaven strand er beliggende i et virkeligt naturskønt område på østsiden af Ringkøbing Fjord. Campingpladsen ligger helt ned til surfstranden, så man praktisk talt kan gå ned med udstyret om morgenen.

Ringkøbing

Også i Ringkøbing ligger surfstranden lige ved campingpladsen. Foran stranden er der en ca. 20 meter høj skrænt, hvorfra man har en flot udsigt over hele fjorden. Udover at have gode surfforhold er Ringkøbing også en hyggelig handelsby.

Hvide Sande Syd

1 km syd for Hvide Sande ligger en surfplads direkte ned til vandet. Udover windsurfing er der mulighed for andre sportsaktiviteter såsom beachvolley og kajaksejlads. Med både skole, udlejning, butik og grillbar er rammerne for en god oplevelse på vandet lagt.

Hvide Sande Nord

I den nordlige ende af Hvide Sande ligger endnu en surfplads. Det er den største af fjordens centre, og har tidligere været hjemsted for flere internationale stævner. Det store butikscenter byder på butik, skole og udlejning samt cafeteria. Her er ligeledes beachvolley, kajakker og legemuligheder for børn. Både i Hvide Sande Nord og Syd er der perfekte forhold til surfskole, og surfere der ønsker at lære nye manøvrer bruger de store områder med stådybde til sikkert og bekvemt at blive bedre.

Hvide Sande ved Molen

Syd for Havnemolen i Hvide Sande finder du et af Danmarks bedste bølgespots. I vindretninger fra vest til nord finder man rigtig gode forhld da bølgerne drejer rundt om molerne og kommer rullende direkte ind mod kysten. Bølgerne kan blive store, så stedet kan ikke anbefales, hvis man ønsker at prøve bølgesejlads for første gang. Direkte ved molen er der en stor parkeringsplads, hvor man kan rigge op.

Bjerregaard

Bjerregaard ligger i den sydlige del af Ringkøbing Fjord med fine muligheder for surfing for campingpladsens gæster.