På cykeltur i det midtjyske

285 km i området omkring Viborg

Denne tur fører dig rundt i hele det midtjyske område, hvor naturen hører til landets mest afvekslende. Her mødes smukke østdanske ådale omgivet af blide løvskove med det barskere og flade hedeland mod vest. Også fjordlandet er en del af de midtjyske landskab. Naturens afvekslen suppleres fint af egnens mange historiske elementer. Her finder du også både den gamle kongeby - Viborg - og små, velbevarede landsbymiljøer.

Rutebeskrivelse

1. dag: Ankomst til Viborg i løbet af dagen.

2. dag: Langs Nørreådalen til Ø Bakker og Herregården Tjele, det gamle brosted ved Skjern og videre til Bjerringbro.

3. dag: Fra Bjerringbro til Tange. God tid til at se Elmuseet, Gudenåcentralen og Tange Sø.

4. dag: Fra Kongensbro ad naturskønne småveje til Thorning, hvor St. St. BLicher var præst. Her kan Blicheregnens museum besøges. Videre vestpå til Kongenshus hede.

5. dag: Der cykles nordpå til Daugbjerg og Mønsted Kalkgruber. Videre op langs Hjarbæk Fjord.

6. dag: I Aalestrup kan man besøge Den jyske Rosenpark og Cykelmuseet, inden der igen cykles sydpå. Ved Klejtrup sø passerer man "Verdens-kortet", hvor hele verden er gravet ud i søbredden.